At elske er at have Gud’s perspektiv på livet

Vi begynder med en ganske enkel observation, som dog har dybe implikationer i vores liv: der er to reference-systemer inden i os, der virker som navigerings-systemer, der assisterer os på vores rejse gennem livets mystiske og ofte for komplicerede labyrint af begivenheder. For den uvidende ser disse to systemer ud til at være komplementære, hvorfor man skulle kunne veklse mellem at bruge dem. Disse to systemer er det spirituelle hjerte og sindet (især det lavere sind; manas). På grund af denne misforståelse, tager den ene af dem kontrol over vores liv, så snart den aktiveres, mens den anden automatisk går på stand-by, – bliver fjernet fra vores opmærksomhed og erstattet af det aktive system. Konsekvensen heraf er meget kompleks og bør undersøges med stor opmærksomhed.

Begge systemer (det spirituelle hjerte og det lavere sind) har deres helt egne udtryk og funktioner, som vi især oplever, når det ene af de to systemer er fremherskende og derfor har taget kontrollen over vores liv.

Med andre ord, når det spirituelle hjerte, med dets følelser og opfattelser fulde af mystik, dominerer i vores liv, når vi er forelsket, så er der en tendes til at det lavere sind (hos de uvidende) stopper (i visse priviligerede øjeblikke), og vi overvældes af emotioner og følelser, mens fornuften nærmest er ekskluderet. I sådanne øjeblikke styres vi af følelser uden fornuft. Det, som betyder mest for os, er de tilstande vi har, fordi vi direkte kan føle dem, – selv hvis de ikke giver mening for os.

Når vi på den anden side er centreret i sindet og hjertet næsten helt er fjernet fra vores opmærksomhed, så styres vi overvejende af logik og fornuft. Det, som da betyder noget for os, er at vores liv giver mening, også selvom vi ikke føler os forbundet med det, der sker omkring os og vi på en vis måde er fremmede for vores eget liv.
Vi ser nu, at på grund af denne beklagelige fejlopfattelse af forholdet mellem det spirituelle hjerte og det lavere rationelle sind sker der det, at når vi er forelsket, mangler vi ofte klarhed og fornuft. Så har vi en tendens til at begå fejl, som vi senere hen fortryder bitterligt og som skader vores kærlighedsforhold eller dem, vi faktisk elsker.

Når vi på den anden side er centreret i sindet (når vi udfører rationelle aktiviteter, når vi dømmer vores opførsel ud fra logik og vi søger at foretage en rationel forudsigelse af konsekvenserne af nogle af vore handlinger) bliver vi også mere og mere hjerteløse (vores følelser synes at tørre ud og så kan fornuften nemt føde monstre). Det spirituelle hjerte er sendt bort til opmærksomhedens fjerne kroge. Dette er faktisk niveauet for udveklingen mellem det spirituelle hjerte og sindet (det lavere sind; manas), som de fleste mennesker oplever det, og derfor har de den (fejlopfattelse), at disse to hver især er et alternativ for den anden.

For initierede er det helt tydeligt at det spirituelle hjerte og sindet (især det lavere lineære sind; manas) slet ikke er et alternativ for hinanden; det spirituelle hjerte kan ikke erstatte sindet og sindet kan ikke erstatte det spirituelle hjerte. Disse to systemer er faktisk komplementære dele af vores sjæl og de er designet af Skaberen til at skulle arbejde sammen. De har hver især deres egen funktion, som vi kalder liv. Enhver kan observere dette i menneskekroppen; hjernen kan ikke erstatte hjertet og hjertet kan ikke erstatte hjernen. Kun i fællesskab og samklang, – og i harmonisk samarbejde med alle de andre organer, udgør de den ideelle vært for sjælen, så den kan udtrykke sig og leve i verden.
Tilsvarende skaber det komplekse og harmoniske samspil mellem det spirituelle hjerte og den mentale struktur som helhed (hvilket er langt mere end den rationelle lineære struktur, som på sanskrit kaldes manas) det nødvendige miljø på alle niveauer i mennesket for sjælens eksistens og udtryk i livet.
Af denne grund betragter dem, hvis hjerter mangler kærlighed; dem, der kun har en begrænset indsigt i denne store Livshemmelighed, handlingerne hos de forelskede, som arbitrære, uintelligente og kaotiske. Denne person tager sin vejledning fra det lavere sinds (manas) ræsonnement og benytter sig næsten udelukkende af logik som “navigerings-system” gennem livet. For denne person bliver fornuften en tyran, der næsten hersker over alle hans beslutninger og oplevelser.

Den samme misforståelse af disse to grundlæggende systemer får en forelsket person til at opleve sine egne handlinger som drevet af en mystisk og spontan kraft. Denne person stoler på sit spirituelle hjerte, som en guide i mange af livets øjeblikke og han følger det spirituelle hjertes stille stemme, som en ægte “navigator” igennem livet. Det lavere sind; manas’ logik kan ikke forstå hjertets stille stemme (selv dets navn lyder paradoksalt) og derfor virker en forelsket persons handlinger uforståelige for en, som ikke har den samme tilstand. Dette er roden til de fleste af de negative reaktioner, som folk spontant har overfor dem, som er dybt og sublimt forelsket og som følger vejledningen fra det spirituelle hjertes mystiske og dybt transformerende stemme.

Tilsvarende er det mest almindelige trick, som det lavere sind spiller (og som mange mennesker er ofre for nutildags), at få os til at tro, at når vi er dybt forelskede, så er vi fuldstændig udenfor logikkens rækkevidde, og eftersom logik nu om dage lader til at være afgørende for vores overlevelse, begynder vi gradvist at fokusere vores opmærksomhed og hele vores liv på det lavere sind; manas aktiviteter. Denne ufrivillige reaktion fjerner det spirituelle hjerte fra vores opmærksomhed, som om den var et vedhæng eller et overflødigt system, som vi blot kan bruge til underholdning i weekenden. Denne attitude er roden til denne dybt skadelige, men mere og mere almindelige opfattelse, at vi bør være rationelle væsner i løbet af arbejdsugen (som er domineret af det lavere logiske sind; manas) og at vi kan sætte fornuften til side i weekenden for at have det sjovt. I virkeligheden er det helt åbenbart, at vi også “glemmer” at elske i weekenden og at alt, hvad vi faktisk gør, er at søge efter flere og flere måder at fodre vores mentale uro med nye oplevelser på, for vi har indtryk af, at dette er den eneste måde, hvorpå vi kan slappe af og føle os bedre tilpas.

Disse to situationer (et liv med fokus på sindet eller et liv med fokus på det spirituelle hjerte) er forskellen mellem et liv med lidelse og begrænsninger (eftersom det lavere sind; manas kun kan arbejde med modsætninger og derfor skaber det konflikter, når det er fremherskende) eller et liv set fra Guds synsvinkel, – i kærlighed og lykke.
Når vi elsker sublimt, fra vores hjertes dyb, åbenbares et guddommeligt perspektiv i vores liv – selvom vi nogengange ikke er klar over det. Så oplever vi livet fra Guds synsvinkel, hvilket er en synsvinkel, som er gennemvædet af sublim og ubegrænset kærlighed. Denne store åbenbaring kommer kun til dem, som har tålmodighed, vedholdenhed og modet til at centrere sig i det spirituelle hjerte og forblive der uden ophør, selv når det lader til, at de derved vil miste det lavere sind; manas sølle hjælp.

Når det spirituelle hjerte er fyldt af sand kærlighed, kan vi gradvist bryde fri af de begrænsninger, vi har pålagt os selv, da vi tillod “automatpiloten” (det lavere sind; manas) at tage over eller at tage ansvaret for vores vej. Kærlighed er remediet mod de fejl, som den tyraniske fornuft påfører vores spirituelle hjerte.
Kærlighed har en forbløffende evne, som de uvidende slet ikke forventer, til altid at placere os i midten af det spirituelle hjerte. Når vi bliver forelskede, på en sublim og åben måde, bliver vi centreret i os selv (ligesom en snurretop bliver centreret i sigselv, når den snurrer rundt) og så forstår vi, gennem vores egen direkte oplevelse, det perspektiv Gud har i Skabelsen; perspektivet, som det er fra centrum, fra det spirituelle hjerte.

Som helgener og vismænd fra alle spirituelle retninger har vist os, er Guds perspektiv altid central. Han er altid i Skabelsens Hjerte og derfor er han altid i enhver skabnings Spirituelle Hjerte. Når vi er centreret, gennem Sublim og Ubegrænset Kærlighed i det spirituelle hjerte, bliver vi “afstemt” med Gud og vi har det samme perspektiv på Livet, som Skaberen i vores spirituelle Hjerte.

Gud kender Sin Skabning i Hjertet, Gud elsker Sin Skabning og det er fra Hans guddommelige og almægtige Kærlighed at hele Skabelsen opstår.

Den Tantriske lære viser, at den, som kan leve livet næsten permanent centreret i det spirituelle Hjerte, vil opnå et privilegeret perspektiv på livet og vil konstant være i dyb og intim Forening med sin mystiske Skaber.

De to Perspektiver, der gør Forskellen

Det perspektiv på livet, hvor logik og det lavere sind er centrum for vores eksistens og hersker over det, er egocentrisk. Fra dette perspektiv er alt, hvad der betyder noget, om tingene giver mening fra en logisk synsvinkel, selv hvis vi bryder med sund fornuft. Sådan et perspektiv domineres af steril og begrænsende logik, når vi har dette perspektiv, er vi derfor fuldstændig ude af stand til at bedømme tingene fra et højere perspektiv end vores egen livsholdning.
Vores perspektiv bliver i dette tilfælde en slags “sidste grænse”, som vi ikke kan passere uden en logik, som er vores nuværende logik overlegen, – en logik, som det er meget vanskeligt for os at acceptere, fordi vi ikke har nogen referencepunkter til den. Progressionen sker meget langsomt i dette tilfælde, hvis den overhovedet finder sted, og er i høj grad underlagt begrænsningerne i vores sind, et sind, som kun bruges på dets lavere niveauer. At være centreret i det lavere rationelle sinds perspektiv (som faktisk er egocentrisk), er meget komfortabelt for vores ego, for dette gør det muligt for os at være et selv-bevarende system, som ikke længere ekspanderer ud over sine grænser, bortset fra når det er absolut nødvendigt (normalt sker dette kun under omstændigheder påført udefra og som en trussel for individets overlevelse, som situationer med stor fare).
Den, som er centreret i det spirituelle hjerte, har derimod et Gud-centreret perspektiv, som har Gud i centrum. I dette livsperspektiv, er det, der betyder noget, den frie og sublime kærlighed og dens udtryk. Det, som virker overraskende for dem, som er åbne nok til at acceptere og favne dette Guddommelige perspektiv i livet, er at sublim og fri kærlighed har sin egen mystiske logik, som det lavere sind; manas ikke kan forstå. Perspektivet fra “det spirituelle hjertes centrum” er et højere spirituelt perspektiv, som altid har tendens til at integrere alle de andre perspektiver og synsvinkler i en sublim og ofte paradisisk syntese, som transcenderer almindelig logik. Det som virker vanskeligt at forstå, især for dem, som stædigt bliver ved med at tillade deres lavere sind at styre, hvor det ikke skulle gøre det, er at udtrykkene for dette guddommelige perspektiv på niveau med vores normale forstand ofte består af paradokser. Og dog er disse såkaldte paradoksale tilstande blot et udtryk for den transcendentale mystik i dette perspektivs midte, som er Gudfader selv. I den Guddommelige Bevidsthed finder alle paradokser deres fuldendelse og samtidig transcenderes de.

Med det spirituelle hjerte vidt åbent og således med opmærksomheden fokuseret og centreret i det spirituelle hjerte, vil den, som er forelsket, som elsker livet og alle dets udtryk på en sublim og utilknyttet måde, være et priviligeret vidne, som er stille og dybt bevæget af Guds storslåede perspektiv på disse aspekter af livet. I disse øjeblikke af sublim og fri kærlighed erkender vi lyksaligt, gennem tilstanden af forbløffende transfigurering, gennem den umådelige aspiration, som vækkes i os og gennem bevidst at overgive os til alle disse aspekter af livet, at vi er blevet “afstemt” med Skaberen selv og at vi ser i samme “retning” fra selve vores livs centrum, og derved er vi brudt fri af vores tidligere tilstand af at være i eksil i vore egne liv. Således er vi kommet til at nyde de “privilegier”, som også Skaberen nyder i Sin skabelse og vi når let en tilstand, som tangerer mod det Absolutte. Fra dette sublime perspektiv vil vi fra dybet af det spirituelle hjerte kunne forså nogle aspekter af livet, som ellers ville undslå sig vores sølle forsøg på at indfange dem i et net af abstrakt og steril logik.

Guds usædvanlige og sublime perspektiv i Skabelsen, et perspektiv som i en vis grad også gives den, som centrerer sit liv i sublim kærlighed og i det spirituelle hjerte, besvarer de fleste af vores grundlæggende spørgsmål og gør det muligt for os at udvikle os spirituelt meget hurtigt.
Alle spirituelle systemer sigter mod at give individet en let og hurtig udviklingsvej, der går hele vejen op til den dybe forening med Gudfader. Sådan en tilstand af forening eller dyb spirituel forbindelse kræver også, at vi opnår samme perspektiv på livet, som Skaberen selv har. Kun på denne måde kan alle livets forskellige oplevelser blive aspekter af det Guddommeliges oplevelse i Skabelsen. Dette niveau af perfektion kan nås meget hurtigere, når vi allerede har adgang til Guds perspektiv på Skabelsen. Dette er en af årsagerne til at Kærlighed giver os en ekstraordinær spirituel indsigt, eller en vej mod healing af den forstyrrelse, som fødes af det illusoriske ego, – for Kærligheden giver os Skaberens højeste vision.

Sublim Kærlighed kan på mystisk vis hjælpe os til at genopdage vores Vej

I alle disse øjeblikke i livet, hvor vi føler os forvirret og fortabt, er vi faktisk faret vildt i labyrinten i vores spekulative, rationelle sind, hvor der tilsyneladende ikke er nogen vej ud. For den initierede er der dog en hemmelig vej ud af denne selvskabte labyrint, og det er at centrere i det spirituelle hjerte og fuldt og helt at udtrykke kærlighed i vores liv. Kun da gives vi adgang til Guds perspektiv, som er fuld af mystik og der vil altid være klarhed i vores oplevelser, – al forvirring og misforståelse vil vise sig at være en illusion og labyrinten vil vende tilbage til at være en lige linje, der fører til Centeret.

Alle livets vanskelige situationer giver os mulighed for at huske, at vi er her for at lære om Guds skabelse, så vi til sidst kan opdage Ham, Skaberen, som gennem vores hjerte ser på alt, hvad vi elsker. De vanskelige øjeblikke, vi går igennem, minder os om, at vi ikke er her for at gennemtvinge vores opfattelse, som er begrænset af vore egne ideer. Vi har muligheden for at såkaldt med-skabe og at opleve magien ved utilknyttet deltagelse i skabelsesakten. En af de første betingelser for at blive en del af denne guddommelige og storslåede plan er dog stadig at forstå Skabelsen fra det Guddommelige perspektiv, og dette er kun muligt, når det spirituelle Hjerte bliver afstemt med Guds Hjerte – en spirituel mulighed som kommer let og ofte uventet af ren og sublim kærlighed.

Når vi lader kærligheden fylde vores Hjerte og når vi altid vælger at være forelsket, hemmeligt at lade os guide gennem livet af vores spirituelle hjertes stille stemme, vil vi gradvist begynde at føle Guds mystiske nærvær gennem vores øjne, når vi ser på en, vi elsker. Når vi på en sublim og utilknyttet måde betragter en, vi elsker, ser Gud igennem vore øjne og Hans nærvær åbenbares for os i disse øjeblikke.

Alle detaljer bliver kraftigere og mere intense; alle livets situationer beriges med uventet meningsfuldhed, som vi aldrig før har lagt mærke til, – og selv de mindste dele samles i en gigantisk helhed, som gradvist udfolder sig for vore forundrede øjne. Således begynder vi at forstå det Guddommelige perspektiv på livet.